Formålet med siden er at vise at der kan findes et nyt godt liv, efter en apopleksi.
D. v. s. at man kan leve et godt og indholdsrigt liv med en skadet hjerne. I samme åndedrag skal også siges at ingen er skadet på samme måde, og deraf føl-ger at vi ikke alle kan få identiske liv, som tidligere har vi ikke samme muligheder.
Jeg har nogle venner der har udviklet et betydeligt kunstnerisk talent, der nok har ligget der latent.
Nogle handicap formindskes, og andre lærer man sig at kompensere for. Der er stadig mange ting jeg ikke kan – og hvad så – der er også mange ting jeg kan, måske ikke som tidligere, men jeg har fundet veje og metoder.
Og på visse punkter er mit liv blevet bedre og rigere, ikke at jeg dyrker mit handicap, men det har gjort det muligt at smide nogle af de byrder der tid-ligere begrænsede min livsudfoldelse.
Alt dette lyder måske lidt teoretisk, så jeg begynder forfra.
Tidligere var jeg ortopædkirurgisk overlæge, alenefar med 4 dejlige drenge.
I 2002 slog lynet ned i form af en hjerneblødning.
Hjemme på sygehuset var der en der sagde efter at have set mig og min scanning: hvorfor har i gjort så meget for Jørgen, det må være fordi han arbejder i huset. Sådan nogen går alligevel til. Ja så har man da et udgangspunkt, det kan næsten kun blive bedre.
5 måneder efter var jeg kommet hjem til mit 2 etages hus med min kørestol, og sad meget foran fjernsynet.
En dag spurgte jeg mig selv: ”Er min virkelighed derinde i fjernsynet, eller herude. Så rejste jeg mig fra lænestolen og i løbet af ugen afleverede jeg kørestolen, jeg har stadig en stok, og konstant ondt i venstre ben, det kan ikke holde til at gå så meget som jeg tvinger det til.