HJEM FRA SYGEHUSET

    Lige hjemkommet fra sygehus-genoptrænings afdeling, skal man lige have alt til at fungere. 


    I starten kommer der en hjemmehjælper, der hjælper med de husholdningsmæssige ting som opvask, rengøring og indkøb. 
    Men hvad med rodet, den daglige indkomne post, og de sidste 4 måneders post? 
    Her kom så et familiemedlem, der straks konstaterede at den orden jeg gennem flere år havde fundet hensigtsmæssig, var helt forkert, ud fra visse bibliotekariske principper, hun ændrede derfor rækkefølgen, uden at jeg var med i det og indsatte de nye efter ”det rigtige system”. Herefter gik der så et år før jeg igen kunne finde rundt i mine papirer. 
   Sådan en damptromlehjælp, er ingen hjælp – uanset hvor velment den måtte være – men bidrager kun til kaos og til at ens overblik over tingene forsinkes væsentligt. 
    Her vil jeg vende mig til Søren Kirkegårds HEMMELIGHEDEN I AL HJÆLPEKUNST:

 

…når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske et bestemt sted hen, først og fremmest må passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der. Dette er sandheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det. Han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe andre. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg kunne forstå mere end han - men dog først og fremmest forstå det han forstår. Når jeg ikke gør det, da hjælper min mere forståelse ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståelse gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, at jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand hjælpekunst begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den han vil hjælpe og derved forstå at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste – at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og ikke forstå, hvad den anden forstår.

 

   I denne periode hobede rodet sig op, breve blev åbnet og lagt i bunker bestående af åbnede kuverter, breve ubetalte regninger og rykkerskrivelser, samt en enkelt inkasso trussel. Kaos nærmede sig det totale. 
    Først da personale fra støttecentret for senhjerneskadede rykkede ind, fik jeg hjælp til at bekæmpe kaos i et tempo, og et system, jeg kunne være med i.

   Vi har vist alle set udsendelser hvor socialarbejdere, har banet sig vej ind til eneboere hvor skraldet var stablet mandshøjt, og vi har tænkt at sådan ender jeg aldrig. Aldrig sig aldrig. På et tidspunkt var det at komme ud/ned med skraldeposen et uoverstigeligt projekt: Posen skulle tages af stativet. Den smuttede ofte på gulvet fordi den lammede hånd gled. Når hoveddøren skulle åbnes røg den igen på gulvet, eller væltede, hvis jeg placerede den op ad vægen. Gadedøren skulle åbnes, affaldscontaineren skulle åbnes og holdes med en hånd og posen skulle smides op i med den anden. Men hvilken opgave kunne den paretiske (lammede) arm klare? 
   Støttepersonerne fra centret tog sig af selv skraldeposen, tømning af papirkurven, og afskaffelse af gamle aviser – dog altid efter forespørgsel.

 

Ja så meget var jeg kommet mig da jeg blev sendt hjem, et godt ydre men et indvendigt kaos

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.11 | 12:24

Hej Jørgen. Vi glæder os til at møde dig og høre din historie her på SOSU Fredericia :) Knus Karina

...
12.11 | 13:38

Hej Camilla. undskyld, du er faldet ud, jeg husker dig ikke og helerikke hvad jeg har lovet at sende Venlig hilsen Jørgen

...
27.06 | 17:57

Hej Joergen en hilsen fra Elsa Roost jeg har besøg af min mands søster Carins mor ane Marie aistrup vi ville se dine billede på din hjemme side . En hilsene

...
29.11 | 16:17

Kære Jørgen. Dejlig læsning. Bedste hilsner Helle. ( www.HelleWenck.dk )

...
Du kan lide denne side