U.S.A. På første klasse

På første klasse

Som bekendt træner jeg til grænsen og nogen gange også over grænsen. Det samme gælder når jeg tester mig selv.

Så da jeg i 2011 så en reklame om USA på første klasse, som en 10 dages tur stod mine øjne på stilke. Med SAS fra DK til New York. I USA til Niagara Falls, til Pennsylvania, til Washington, til New York og retur. De lange stræk i USA skulle foregå med 30 personers privatfly fra og til små private lufthavne. Det kunne selvfølgelig lade sig gøre, - men det springende punkt var om jeg kunne klare rejsen alene. Det lød så tillokkende at det måtte prøves. Rejsen blev bestilt. Papirer incl. Visum blev ordnet. Rejsebureauet, blev informeret om mine fysiske handicap og bedt om at bestille handicapservice med kørestol i Kastrup og i New York, og gjort opmærksom på at jeg nok ville droppe noget af programmet når jeg var slidt ned, og det var OK.

    

Ved mødet med guiden i Kastrup, blev han meget overrasket over at vi skulle ringe efter en kørestol. Det havde han intet hørt om! Fra flyet sikrede de sig at der var en kørestol ved gaten.. Vi kom uden problemer til hotellet. Jeg talte med guiden, om at hvis jeg ikke kunne følge tempoet, skulle de blot fortsætte. Så skulle jeg nok selv finde til hotellet med en taxa.. Om aftenen gik vi ned og tog Metroen til Brooklyn, og gik tilbage til Manhattan over Brooklyn bridge. Det var en for lang tur. Jeg skulle have taget metroen tilbage. Jeg kom langt bagud, men kom dog over og fandt 2 andre fra selskabet, der spurgte om der kom nogen bag mig - nej udelukket. Jeg skulle bare hjem nu. Vi stod midt i en trafik sortering, så ingen taxa kunne stoppe der. Men der var en metrostation, med blå linie, så den tog jeg tilbage til den station vi var startet fra. Herfra var der så kun kort til hotellet, og jeg gik da den rigtige vej, men overså hotellet, og gik forbi. En taxachauffør jeg spurgte om vej forsikrede mig fejlagtigt om at jeg bare skulle fortsætte. Efter 1 - 2 km mere kunne jeg se en bro, Manhattan Bridge, og da havde jeg så ondt i venstre fod at det ikke var acceptabelt at gå videre. Jeg satte mig derfor ind i en taxa og bad om at blive kørt til hotellet. Han vidste ikke hvor det lå, så han gik ud og spurgte nogle fodgængere. Herefter kom han tilbage og sagde at det var lige rundt om hjørnet, og så et kort stykke ned af gaden. Jeg gik så, og det var nærmere2 kmnede af gaden. På hotelværelset kunne jeg konstatere at min venstre storetå var en stor vabel, og foden var varm hævet og fast, - så derfor 4 puder under foden hele natten. Jeg krøb i seng uden aftensmad.

   

Næste dag: metroen ned til Ground-Zero området. På vej til udstillingen hvor billetter til selve området blev udleveret, smuttede gruppen fra mig i et lyskryds hvor et lastvognstog blev fanget midt i krydset og blokerede fodgængerovergangen og udsynet, så da den kom væk var gruppen ude af syne. Jeg kom selv hen til udstillingen, så den og fik min billet. Herefter gik jeg hen hvor tvillingetårnene havde stået. Her mødte jeg gruppen. Herefter gik vi hen på en plads og spiste. Herefter fortsatte de andre til Wallstreet området.  Jeg tog en taxa til hotellet og konstaterede at vablen var slidt væk. Eftermiddagen blev tilbragt i sengen med foden højt. Aftensmad, en taxa til en Etiopisk restaurant, og tilbage igen.

                 

3. dagen Før morgenmaden ud i en bus.  En times kørsel til en flyveplads, hvor vi kørte lige ud til flyveren. Mens vi gik ud af bussen blev bagagen læsset i flyet, og vi fløj til Canadas grænse, og kørte i bus over grænsen. Vi kørte langs kløften hvor Niagara floden løb i bunden. Vi standsede så de andre kunne gå ned til floden. Jeg blev på parkeringspladsen, indtil en anden deltager kom tilbage og fortalt at der var en elevator ned, (70 meter) jeg gik så med selvom der var ”glasskår” i min venstre sko, vel nede var der alligevel en god gåtur til selve floden. Godt med strøm. Vel oppe på vej til bussen kom en dame hen til mig og sagde at hun syntes at jeg klarede det godt. Det viste sig at være en canadisk fysioterapeut, der havde afluret hvad jeg var for en. Det var lidt opløftende. Fremme ved faldene var der en række stier nedad, her var jeg ved at vende om, da der dukkede en elevator op. Igen ned og tunneller, og sti før vi kom til bredden, her fik vi udleveret blå regnslag af ”Tiger” kvalitet, jeg fik flået mit, før jeg med hjælp fik det på og udbedret med knuder hist og her. Hele smølfeflokken gik så ombord på et skib, der sejlede op ad floden og hen forbi Hesteskofaldet, som jeg synes umiddelbart er mere imponerende end Viktoria vandfaldet, måske delvist grundet synsvinklen, da Viktoria kun kan ses helt oppefra. Det var som at være ude i regnvejr. På tilbagevejen passerede vi American falls og brudeslørfaldet. Nedenfor var der kraftige hvirvler. Alt i alt en fantastisk oplevelse. Middag med udsigt over faldene. Under middagen fik jeg kontakt til en der havde noget compeed plaster med, det gjorde resten af turen udholdelig.

                 

Dagen efter var der bustur til Toronto. Jeg blev i min seng hele dagen for at få min fod i bedring. Da roomservice spurgte om det var chokoladepletter der var på badeværelsesgulvet, måtte jeg sige at det bare var blod fra min fod. Det samme gjaldt sengetøjet.

                 

Næste dag, bus til den Amerikanske side af faldene, hvor jeg trippede lidt rundt og nød udsigten over den stille flod ovenfor vandfaldene og den brusende flod nedenfor. Herefter til flyet, og til Pennsylvania, hvor tiden blev brugt til udflugt, museum og foredrag om Amish folket, en protestantiskgruppe, eller sekt, der har et kompliceret forhold til uddannelse og moderne fremskridt, de bruger stadig hestevogn, men uden gummi belægning af hjulene. Lynlåse, har ikke fået lov til at afløse knapper.

                 

Dagen efter invaderer vi igen vort fly og drager til Washington.

Vi er i Washington ca. 3 døgn, meget intensivt, vi kunne godt have brugt en uge til at se det vi så.

Vi havde en halv dag på Mount Vernon, George Washingtons, et Minislot med tilhørende slave kvarter og værksteder, udover plantagen. Vi besøgte Arlington kirkegården, hvor der blev udmeldt at der var en rundtur til fods der ville vare 1½- 2 timer. Vi var så 3 der valgte at blive ved bussen, og gå til visitors center, en med slidgigt, en med kroniske lungeproblemer og akut lungebetændelse oveni, samt undertegnede. På visitors center fandt vi dog en halvåben bus der kørte rundture i adstadigt tempo og med stop på de mest seværdige steder. Senere da der var gåtur i byen til div. Krigsmindesmærker, blev vi samme tre i bussen, kørte lidt rundt og fik chaufførens udpegning af væsentligheder. En halv dag på luft- og rumfartsmuseet, var fantastisk. Fra brødrene Wright til

Apollo og marsrobot. White house Capitol, Supreme court, frihedsobelisken Lincoln m. m. fik alle deres 2 min til 1 time. Var fødderne ikke trætte, så var hovedet det. Så fly til New York igen. Times Square om aftenen. Næste morgen en taxa til en båd. Båd ud til freedom Island, hvor jeg fik morgenmad nedenfor gudinden, båd og taxa tilbage til hotellet, og så kunne jeg ikke klemme mere ud af den USA tur.

 

Undervejs blev guiden nervøs, for hvis jeg havnede på et hospital skulle han følge gruppen. Og hvad så? Han vidste godt at jeg selv er læge. Jeg har arbejdet på engelsksprogede sygehuse i 3 år. Så jeg kunne vel også klare mig som patient. Jeg mener ikke risikoen er større for mig end for andre.

            Nu var turen til USA så jeg vil på falderebet slutte af med noget meget amerikansk: Radisernes Søren Brun: Det er ikke nok at man gerne vil, det er nok at man VIL.

    Så hvis man gerne vil på denne rejse der er kanonhård, så lad være, men hvis du virkelig vil, så gør det, der er plads til hviledage, og er du vant til at rejse ved du også, at der er omkostninger, der ikke lige kan trækkes på bankkontoen (ekskl. en uge på sofaen for at pleje alle overbelastnings skaderne).  

      Jeg planlægger selv at tage den tilsvarende tur til Vestkysten i fremtiden.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.09 | 08:13

Hej Jørgen man bliver helt stolt når man læser at du har kæmpet dig op fra en kørestol og tros alt ha et nogenlunde ha et godt liv. Tak for en god ferie knus

...
16.11 | 12:24

Hej Jørgen. Vi glæder os til at møde dig og høre din historie her på SOSU Fredericia :) Knus Karina

...
12.11 | 13:38

Hej Camilla. undskyld, du er faldet ud, jeg husker dig ikke og helerikke hvad jeg har lovet at sende Venlig hilsen Jørgen

...
27.06 | 17:57

Hej Joergen en hilsen fra Elsa Roost jeg har besøg af min mands søster Carins mor ane Marie aistrup vi ville se dine billede på din hjemme side . En hilsene

...
Du kan lide denne side