FRA ERHVERVSAKTIV LÆGE TIL PASSIVT FORSØRGET

        Tak fordi jeg måtte komme i dag, jeg er glad for at kunne stå her, det er jo netop fordi jeg overlevede til et nyt liv. Selvfølgelig er der ikke den samme prestige ved at stå her som førtidspensionist, som hvis jeg havde stået her som læge. Og det er jo unægtelig et skift at blive fyret, blive smidt ud af sit dejlige store hus og blive anbragt i et ”kaninbur” på 2. sal, hvor jeg sidder uproduktiv, unyttig og hjælpeløs hen.

 

     Vi bombarderes med oplysninger om stress på arbejdspladsen. Vel er stress medvirkende til forhøjet blodtryk og dermed årsag til blod-propper og blødninger i hjernen, men nu falder opmærksomheden også på en ny stress gruppe:

 

      De arbejdsløse : mennesker der er sat udenfor duer ikke - væk, de er dømt udenfor, - unødvendige, du er ikke god nok, vi klarer vort fællesskab fint uden dig.
      Den arbejdsløse har måske en uddannelse, der ikke er brug for ud fra en overskudoptimeringstrategi; men måske kunne den bruges til at bringe noget menneskelighed ind, hvor alt opregnes i penge der ligestilles med succes, trods menneskelig fattigdom.

      Jeg er også dømt udenfor - det ved de andre bare ikke… Du er da så velfungerende, du kan da bruge din viden og erfaring som underviser, eller til administration, så gør det ikke så meget at du halter, eller ikke kan operere.

     Nu er det at operere jo både udfordrende, interessant og spændende. Det er undervisning også. På Sosu-skolerne kan jeg klare en del af undervisningen, både set fra patientens side og fra den faglige side, men være ansvarlig for et helt semester, der skal planlægges og ingen sygdomme forfordeles, der kommer jeg til kort. 
     At uddanne kirurger indenfor mit eget speciale går heller ikke, jeg kan ikke læse og opfatte så meget af teksten, at jeg kan følge med i udviklingen. Det nytter jo ikke at komme og sige: ”Nu skal I høre, hvad jeg lærte i 1980-1990, og hvis I vil vide noget nyere, må I gå på nettet, for det kan jeg ikke, så der er jeg ude.
     - Er jeg så også ude og kasseret? NEJ! Arbejdsmæssigt har jeg aftjent min værnepligt, og fortjener mit for tidlige otium. Så med god samvittighed gør jeg det, jeg har lyst til. Svømmer, sejler, rejser og oplyser om det at have en hjerneskade, og der mener jeg, at jeg gør en god indsats, ikke kun som læge, men som en der har skoen på, så jeg ved hvor den trykker. 
     Det kan jeg tillade mig at gøre af lyst. Tja, jeg lever af det, ikke økonomisk, men det er livgivende at underholde 25 – 30 studerende i 4 timer, at have deres fulde opmærksomhed, få gode spørgsmål, og opleve at de griner af de små finurlige oplevelser, vi som handicappede kommer ud for, i dagligdagen, på sygehusene, og i vores kontakter med de offentlige systemer. 


 
     Så langt så godt. Men det er ikke bare lige at sige: nå så tager jeg den herfra. Nej vi skal alle gå en lang tornet vej, hvor man får en ulden smag i munden, for der skal sluges mange kameler undervejs. Fra det øjeblik jeg vågnede, vidste jeg, hvad der var galt. Faktisk anede jeg det før, jeg mistede bevidstheden, men andre ting fornægtede jeg: At jeg aldrig kom til at operere mere ”hørte" jeg slet ikke de første gange, jeg fik dommen: Man hører jo kun hvad man vil høre, og hvad man er klar til at høre. At jeg var vant til at vide hvad der skete i de forskellige senge, og nu kunne jeg end ikke styre hvad der foregik i min egen seng. Til at acceptere at jeg ikke kunne syre og planlægge min egen hverdag uden hjælp, komme hjem og sidde ved spisebordet hele dagen uden at udrette noget, for derefter at sidde passivt timevis foran fjernsynet uden at kunne tage mig sammen til noget, indtil jeg var i tvivl om min virkelighed var inde i fjernsynet eller udenfor.
     Da rejste jeg mig fra lænestolen, og bad kommunen hente min kørestol og rollator. Da begyndte JEG at leve. Blev skubbet til det første elendige foredrag, der dog illustrerede nogle af de ting, jeg i hvert fald ikke kunne, som følge et stykke papir og huske hvad jeg ellers havde med af materiale. Til videre i forløbet at vove mig på en rejse med hjernesagen til efter flere trin at rejse alene. Og hverdagen er også blevet skemalagt, så nu kører det på skinner.  

     Ja økonomisk er jeg uafhængig og derfor succesfuld trods handicap!! Øh, er det ikke sådan, det er defineret i dagens Danmark. Og dem der har været udsat for en ulykke har ofte fået en erstatning, af og til i millionstørrelse, og så får de biler af kommunen, det bliver af og til sagt med en snært af misundelse. Men hvem vil egentlig bytte?

     Så vi har det jo egentlig godt. Nå ja. Sidemanden fik måske en sygdom i en ung alder, infektion eller hjerneblødning, men det er jo ingen ulykke i forsikringsmæssig forstand. Så der er ingen erstatning eller fed pension efter et langt arbejdsliv. Der er den nøgne førtidspension, så der er ikke meget at slå til Søren med. Den store byrder for samfundet er jo… Hør nu efter alle, der lever af overførselsindkomster, ældre-byrden, og førtidspensionisterne. Nu mangles der arbejdskraft i erhvervslivet, så nu vil arbejdsgiverforeningen have gennemgået alle førtidspensionisters sager for at på flere i arbejde. HURRA FOR DERES VID. Rigtigt, en lammet kirurg, der ikke ser alt for godt, kan vel altid bruges til at operere førtidspensionister. Går det galt, er ulykken vel ikke så stor. Der er vel ingen der kan savne sådan nogen, og så går udgifterne til førtidspensioner også ned.  Skal vi tage dem på sengen og lave vores eget privathospital, garanteret uden ventelister?

      Nej, vi har indrettet samfundet, så der er plads til alle, unge som gamle. Ideelt set sådan at man nyder, når man ikke kan andet og yder den del af livet, hvor det er muligt. Og hvor det ikke er muligt, er det ikke noget selvvalgt; og ingen ved deres fulde fem vil bytte, så lad os blive fri for al den byrdeklynken. Lad os ranke ryggen, og tage imod den pension og hjælp, vi har brug for uden at skamme os - ingen unge skammer sig vel over den SU, de får. 

      Så alt i alt, efter at være landet på benene, er det alligevel ikke så slemt, at være sendt hjem på 15 års ferie med ½ løn. Dvs. indtil jeg bliver rask!!!!   Raske bliver vi jo alle på vores 65 eller 67 års fødselsdag. Så er vi ikke længere førtidspensionister, så er vi folkepensionister, uden mulighed for at drage nytte af de hjælpemuligheder, som serviceloven åbner for, for handicappede borgere. Så måske skulle der ansættes politikere på sygehusene, de kan jo gøre mennesker raske og selvhjulpne overnight, endda på en forud bestemt dato.


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Mariane Schiøtt Eliasen | Svar 21.09.2013 15.53

Du har nu stadig mulighed for alle hjælpemidler uanset om du er over eller under 67 år

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.09 | 08:13

Hej Jørgen man bliver helt stolt når man læser at du har kæmpet dig op fra en kørestol og tros alt ha et nogenlunde ha et godt liv. Tak for en god ferie knus

...
16.11 | 12:24

Hej Jørgen. Vi glæder os til at møde dig og høre din historie her på SOSU Fredericia :) Knus Karina

...
12.11 | 13:38

Hej Camilla. undskyld, du er faldet ud, jeg husker dig ikke og helerikke hvad jeg har lovet at sende Venlig hilsen Jørgen

...
27.06 | 17:57

Hej Joergen en hilsen fra Elsa Roost jeg har besøg af min mands søster Carins mor ane Marie aistrup vi ville se dine billede på din hjemme side . En hilsene

...
Du kan lide denne side